Nyhedsbreve maj 2021

Kære forældre.

Fra på mandag den 10. maj, må alle være i klubben i hele åbningstiden.

Så! er der godt nyt fra os til jer.

Fra på mandag må klubben holde åbent for ALLE medlemmer, i hele klubbens åbningstid. Vi går tilbage til de "gamle" åbningstider, som (hvis I har glemt dem) er -  

Mandag 12-20, tirsdag 12-21, onsdag 12-18 for alle & UK 18-21, torsdag 12-20 og fredag 12-17.

Der vil som før nedlukning være aftensmad, til 20 kr. alle aftener, minus fredage.

Der er nogle retningslinjer, som vi skal efterleve, og det er meget vigtigt at vi gør det. Hjælp derfor gerne jeres børn og unge, med lige at ridse dem op inden start, og løbende.

Vi skal bl.a.

- Sørge for, at alle vasker hænder ved ankomst, og spritter af mellem hver aktivitet. Det gælder også når man bytter helt fysiske ting. Feks. controller til Playstation.

- Være ude så meget som muligt, dog er det også tilladt at være indendørs.

- Jeres børn må være sammen med/lege med dem de plejer at omgås. Det gælder feks. klassekammerater, søskende, den nabo de plejer at ses med, hende fra håndboldholdet osv. ALLE andre skal der holdes 1 meters afstand til, og vi skal have opdelingen for øje hele tiden.

- Lege/være-sammen-med grupperne er også yderst vigtige i forhold til, at lave smitteopsporing.

- Nu hvor vi åbner endnu mere, vil vi opfordre til at I får jeres børn testet, når I selv er nede og blive testet alligevel. Personalet hos os testes selvfølgelig hver uge.

Og bliv hjemme hvis der er sygdom eller symptomer på Corona.

Hverdagen i klubben den kommende tid:

Vanen tro når maj måned starter, er vi nu gået i gang med at sælge slushice til børnene. Hvert år starter vi med det 1. maj og i år er vejret ikke helt med os, meeen børnene er alligevel glade for at kunne købe slushice.

Og nu hvor vi er ved cafe. Hvis I gerne vil overføre via mobilpay til barnets cafe konto i klubben, kan I gøre det via nummer 787662 (Godset) og i tekstfeltet skrive ”barnets navn, nummer i klubben og Cafe” eks Tenna 350 cafe.

I den kommende tid er der bål hver mandag med Blerim, køre el-løbehjul med Bjørn, være sammen med kaninerne samme med Manoli og være i PC-rummet samme med Peter, I cafe står Gitte og Tenna er i Krea.

Hver tirsdag er det Bumperballs med Blerim, Kaniner med Manoli, Spil med Gitte, el-cross med Jens, Hoppepude og billard med Peter, Tenna i krea og Bjørn der er i cafe.

Hver onsdag i den kommende periode er der el-cross og El-løbehjul med Blerim og Jens, Hoppepude og Billard med Bjørn, Kaniner med Manoli, Gitte der er i cafe, Peter der er i PC-rum og Tenna i Krea.

Om torsdagen er der spillecafe med Gitte, Bumperballs med Blerim, kaniner med Manoli, Krea med Tenna, Cafe med Gitte, Pc-rum med Bjørn og Hoppepude og Billard med Peter.

Hver fredag er der slik cafe med Gitte, Pc-rum med Blerim, Kaniner med Manoli, El-løbehjul med Peter, og Billard og Hoppepude med Bjørn.

Om aftenen er det meget afhængig af hvilke børn der kommer, hvad vi laver. Dog vil der ofte være rundt-blød-bold, jorden er giftig stik-bold, høvdingebold med Corona afstand i hallen, spil med terninger, spillekort, Uno og brætspil, computerspil, film og hygge med snak og te.

Så kommer vi til de lidt større aktiviteter i klubben:

Dagen efter Kr. himmelfart:

Fredag den 14. maj er klubben åben fra kl. 10 – 16, så hvis jeres børn keder sig eller I har brug for at børnene skal af sted, står Manoli, Peter og Michala klar til at tage imod dem.

Fisketur:

Søndag den 16. maj er der fisketur sammen med Manoli og Blerim fra kl. 8 -16. Børnene skal have madpakke med til en laaaang dag samt drikkedunk og tøj efter vejret. Børnene skal mødes med de voksne i klubben kl. 8.00 og så er de tilbage kl. 16.00. Tilmelding hos Manoli.

Lokal betjent kommer på besøg:

Den 17. maj kommer vores lokal betjent på besøg, hun hedder Helga. Helga kommer for at se klubben, hilse på de voksne og se børnene. Det vil nemlig være sådan at vi inden så længe igen vil invitere Helga til en snak med børnene om, hvad man gør hvis man ”låner” en cykel der ikke er låst, hvis man følges med én der lægger ting i lommerne i butikkerne, hvorfor det ikke er tilladt at tage billeder af andre og dele dem, hvad der sker i tilfælde af man har brug for hjælp osv. Det er godt at lære Helga at kende, så børnene ved hvor de også kan hente hjælp, hvis der er brug for det…

LAN:

Den 21. maj er der LAN for 3. og 4. klasserne sammen med Blerim og Peter fra kl. 17 -24. tilmelding i cafe, der 25 pladser, så det er først til mølle. Det er med gratis aftensmad. Slik og sodavand skal børnene selv medbringe.

Champions League finale:

Lørdag den 29. maj er der Champions League finale i fodbold. Her er det muligt at tilmelde sig og følge med i den spændende kamp om hvem der vinder det endelige opgør. Tilmelding i cafe. Det er fra. Kl. 16 -24 sammen med Bjørn som holder med Man City og Blerim som holder med Chelsea. Børnene skal vælge om de er på Blerims eller Bjørns hold inden kampen starter.

Hawaii fest i det fri.

Fredag den 18. juni holder vi Hawaii fest udendørs, med swimmingpool og fuld musik, konkurrencer og giver den maaaax gas. Der er ingen tilmelding og det er fra kl. 18.30 – 21.00. Børnene kan købe snacks, sodavand og slushice til festen. Det er for alle medlemmerne og de kommer bare. Det er altid super sjovt, så børnene skal selvfølgelig huske badetøj og håndklæde.

Vilde Vulkaner er AFLYST 2021, meen der er telttur i stedet for….

For de børn der har billetter er der tre muligheder, pengene tilbage, billet i 2022 eller telttur (+lidt penge retur) i dagene hvor Vilde vulkaner skulle være i år. Teltturen er til Feddet i Faxe Ladeplads. Det er et fantastisk sted og et super alternativ til en manglende Vilde Vulkaner tur.

Blerim kontakter alle børn der skulle have været med på Vilde Vulkaner.

Efterfølgende vil resten af billetterne til Teltturen blive sat til salg den 1. juni kl. 18.00 – Fysisk i klubben ved siden af hallen. Telttur uge 26 – tirsdag d. 29. juni til fredag d. 2. juli koster 450 kr. inkl. alt. Det er Blerim, Ahmet og Gitte der er med. Pakkeliste kommer senere.

Resten af Vilde Vulkaner billetterne, som nu er til 2022, vil blive sat til salg til Klub Godsets sommerfest den 20. august 2021.

Sommerferie koloni uge 31:

Sommerferie kolonien til Donnemosen, er den sidste uge af sommerferien, i uge 31. fra mandag d. 2. august til fredag d. 6. august. Tilmelding vil ske tirsdag den 8. juni kl. 18, i klubben ved siden af hallen. Der er i alt 24 pladser.

Pris for hele ugen er 490 kr. alt inkl. Det er Blerim, Gitte og Peter, der er de voksne der er med på kolonien.

Og til det praktiske:

Følg os på Facebook, Snapchat og Instagram, her vil vi jævnligt lægge info op om aktiviteter og det vi laver i klubben. Det er jo ikke alle børn der er lige informative.

Husk hellere at ringe en gang for meget end en gang for lidt på 43 69 45 16, vi vil altid gerne hjælpe og løse evt. konflikter eller uoverensstemmelser der kan være børnene imellem.

Mange hilsner

Michala og alle de voksne fra Godset.