Kære forældre.

Så er november startet og vi er i gang med en tid, som indeholder varme og hygge og ikke mindst traditionen tro, vores Glasværksted og julegaveræs i Krea, ”Find Gåsen” leg om lidt, Julefest den 30. og Banko-måned i december.

I aften (fredag d. 3. november) er der Gys og PC-overnatning på programmet. Hvis der er interesse, for et af eller begge dele, er det muligt at blive skrevet på i Cafeen. Sjovt og uhyggeligt bliver det bestemt. Det starter kl. 19 og slutter kl. 07 i morgen, hvis de må blive så længe. Gyserturen til Ungdomsskolen slutter ved 21 tiden.

Vi er stadig i gang med vores Stjerneklub tirsdag og torsdag, hvor børnene kan deltage i Thaibokse-træning med en prof træner. Det er sjovt og hårdt og så er det så bekræftende at gå derfra med god samvittighed over at have dyrket dagens motion.

Desuden trænes der for vildt til vores dansekonkurrence, som løber af stablen den 12. nov. i Portalen. Billetter kan hentes gratis i cafeen til familie og venner eller dem der gerne bare vil med for at kigge på. Alle er velkomne. Det er en sjov og spændende dag.

Så kommer tiden for julehygge og det lægger vi hårdt ud med at være ”Find gåsen” konkurrencen med start den 27. nov. og 4 uger frem. Alle børn har mulighed for at deltage og skal hver dag finde gåsen som er gemt et sted på Godset, ude eller inde. Dem der finder den flest gange er med i lodtrækningen i at vinde den flotte præmie, som er en kæmpe chokolade.

Den 30. nov. har vi vores kæmpe Familie Julefest for alle. Det er mega hyggeligt at være med og vi gør alt hvad vi kan for at hygge om jer. Vi har julemanden på besøg og han er altid så flink ved børnene, så han har godter med til dem. Menuen er som altid Andesteg og Flæskesteg med brune og hvide kartofler, med surt og lækker brun sovs. Og så er der sørme Risalamande med en kæmpe mandelgave til den heldige. Og når vi er mætte og glade går vi i gang med Jule-Banko. Der er sjove præmier på spil og vi er sikre på I vil synes ligesådan. Vi slutter senest kl. 21.

I hele december har vi banko med børnene i cafeen, hvor de kan vinde småpræmier og hygge sig sammen om at være med. Det er meget hyggeligt og der er altid stuvende fuldt.

I dagene op til jul har vi åbent, så børnene kan blive færdig med deres gaver og I forældre lige kan få de sidste arbejdsdage nået, inden juleaften. Så torsdag den 21. dec. og fredag den 22. dec. har vi åbent fra kl. 10-16 begge dage. I dagene efter jul åbner vi igen den 27., 28. og 29. dec. fra kl. 10-16. Så bliver det jo nytår og her er der så igen en del dage før børnene igen skal i skole. Så efter nytår har vi åbent fra den 2. januar til 5. januar fra kl. 10-16.

I disse dage finder vi på alle mulige ting at lave med børnene. Det kan være ture ud af huset, overnatninger eller bare en hjemmebiograf i hallen med madrasser, popcorn og gode film. Vi smider opslag ud, når vi ved hvad vi og børnene gerne vil :-)

Og mandag den 8. januar starter de alle sammen i skole igen. Så her er åbningstiden igen den almindelige.

Og så er der bare at sige som altid, TAK for jeres stor opbakning til Klub Godset. Vi sætter virkelig pris på det samarbejde vi har og for at vi kan lave hyggelige og sjove ting sammen med jeres børn. De er fantastiske alle som en. Vores praktikant som pt. er i huset er vild med at være her og nyder jeres børn glade væsner. Hun er helt ked af der kun er to uger tilbage før hun igen skal i skole.

Hvis der er noget i er bekymret over, vil sludre om eller bare er nysgerrige på, så kom forbi til en kop kaffe eller ring til os på 43 69 45 16. I er altid velkomne.

Mange hilsner

Michala