Nyhedsberev

Klub Godsets Nyhedsbrev November og December 2015.

Kære forældre, børn og unge på Godset.

Først en lille opdatering på hvad der er sket her den senere tid.

I køkkenet har vi fået nye bordplader, da de andre ikke kunne leve op til standarten for madlavning og hygiejne. Dem er vi super glade for, da rengøringen nu er blevet meget nemmere for alle. Det betød dog at personale og børn måtte "lide" lidt da maden i de dage ikke var hjemmelavet.

I vores PC-rum og vores Cafe og Billardrum har vi fået udluftning, sådan at vi nu alle kan holde ud af være her på trods af sol og sommer samt madlavning. Det har ladet vente længe på sig, men er endelig i hus og der mangler nu kun nogle finesser. Rørene er ikke kønne (suk), så vi vil se om vi i det næste budgetår kan få mulighed for at male dem i vægfarven, så de ikke springer så tydeligt i øjnene i cafe og billardrum.

Kunstgræs på boldbanen er en kæææææmpe succes og vi er så glade for den. Vi har mange taknemlige børn hver dag, nærmest uanset vejret.

I den forbindelse vil vi sætte lys op på banen så vi også kan spille i de mørke timer om aftenen og om eftermiddagen i vinterhalvåret. Det betyder vi skal i gang med at grave en lille rende rundt om vores bane til at trække strøm. Vi regner med at få det ordnet hurtigst muligt.

For nogle uger siden væltede halvdelen af et træ i vores baghave og kvaste lidt af vores "gamle" gedehus. Heldigvis skete der ikke andet. Resten af træet blev efterfølgende fældet og savet op. Så nu har vi fået mere lys og plads i baghaven.

Som nogle af jer sikkert har hørt har vi for godt en måned siden haft indbrud, hvor vore kæmpe store 4K Tv blev stjålet. Politiet er på sagen og har meget fine overvågningsvideoer, så mon ikke det kommer retur snart. Indtil videre har vi "lånt" pigerummets tv.

Og til det der kommer…

Julefesten d. 27. november er lige om hjørnet, hvor vi som altid hygger om jer, jeres børn og resten af jeres familie. Tag venner og familie med til en hyggelig og uforglemmelig aften i familiens tegn. Vi starter kl. 16-18 juleklip og hygge, glögg, saft og pebernødder.

Kl. 18.00 spiser vi alle sammen den lækre julemad, and, flæskesteg, brune og hvide/brune kartofler og sovs med surt og til sidst risalamande med kirsebærsovs med en pragtfuld mandelgave, til den nette sum af 25 kr. pr. barn og 50 kr. pr. voksen. Der vil hele aftenen være mulighed for at købe vin, øl og sodavand. Billetterne kan købes i cafe og I kan sagtens overføre med MobilePay på 40 22 78 84.

Kl.19.30 danser vi sammen med børnene om juletræet i gården efter vi har kaldt på den RIGTIGE julemand og børnene får en lille ting af julemanden.

Kl. 20.00 spiller vi JuleBanko i barakken og der er Vild med Dans Finale i Caféen (med Kage) for dem der vil det. I julebanko er der mange sjove og lækre præmier og vi har som altid små numre oppe i ærmet.

Kl. 21.00 siger vi tak for i aften og begynder lige så stille at rydde op. Dem der vil give en hånd skal være velkomne.

Vi har som altid brug for hjælpere hele eftermiddagen og aftenen og derfor spørger vi ofte de unge om de vil give en hånd mod et måltid mad og en sodavand.

I Hverdagen…

I Juledagene op til jul vil i både Krea og Café have julesjov, gaveræs og konkurrencer.

Det betyder at "Find Gåsen" er på spil allerede fra den 23. nov. og skal findes mindst 15 gange for at kunne komme i lodtrækning og den flotte præmie.

Desuden har vi mandag til torsdag Julebanko i Caféen for alle de børn der er der og en af dagene vil den store chokolade være i spil… Uhhh… spændende

I Krea er der julegaveræs, så alle børn kan få lavet de gaver de skal til hele familien. Vi får travlt alle som éen med at gøre os umage.

Og så laver vi "fredags surprise", hvor de voksne skal konkurrere mod børnene i div. discipliner, alt fra "hvor mange pebernødder kan du have i munden" til tovtrækning. Ingen ved hvad vi finder på, men sjovt bliver det.

Juleferien.

Når børnene går på juleferie har vi stadig åbent. Den 21. og 22. dec. har vi åbent fra kl. 9-16 og så har vi traditionen tro en Video-Marathon den 28. dec. kl. 19 til den 29. dec. kl. 07, men et spændende indslag som vækker alle der måske skulle være faldet lidt hen. Det er super hvis børnene tilmelder sig, men det er intet krav.

I det nye år – 2016…

Når børnene igen er startet i skole vil Godsets åbningstider om formiddagen ændre sig fra kl. 11.30 til 12.30. Og i ferierne vil åbningstiderne være fra kl. 10-16.

Det betyder at vi vil bruge tid på at være sammen med børnene i weekender, fester, ture osv. Sådan at vi fortsat kan lave alt det der er sjovt og udfordrende for jeres børn.

I starten af januar 2016 har vi planlægningsdag og her får vi styr på HELE året og her vil vores traditioner også blive lagt ind. Vi har dog med vilje valgt at rykke en tradition fra juni til August, da vi tror på der vil komme en højere opbakning og mulighed for deltagelse. Her er der tale om vores Sommerfest.

Vi laver efterfølgende en oversigt som alle kan få på tryk, sådan at I få overblik fra årets start om hvornår der er Vilde Vulkaner, fester, ture osv. Samt priserne, så I på forhånd ved om det er noget I gerne vil have jeres børn med til.

I den forbindelse, skal I som forældre vide, at I til hver et tidspunkt gerne må hjælpe eller være med på arrangementer. Vi kan altid bruge en ekstra hånd. Samt hvis I har gode idéer ture og aktiviteter, så bare kom med dem, vi er altid med på den værste.

Lad os vide hvis I er bekymret eller glade…

Tweens og teens er en svær alder, de kan vi som voksne jo selv huske og derfor vil vi opfordre jer, hvis der er et eller andet der går jer eller jeres børn på, så lad os det vide så vi sammen kan finde en løsning. Vi vil gøre alt hvad der er i vores magt for at sikre jeres børn en tryg, spændende og udviklende opvækst. Vi sætter en ære i at ruste mangfoldige børn til voksenlivet.

Vi er altid til at træffe i vores alm. åbningstid på telefon 43694516 og I kan også skrive på Tabulex eller på Ahmets (ahs@greve.dk) og Michalas (micj@greve.dk) mail. Tjek gerne hjemmeside, SnapChat, Instagram og Facebook. Her kan I følge med i alt hvad vi laver, også narrestreger 

Mange hilsner

Michala

På vegne af Klub Godset